Kæmpetukanen har verdens største næb i forhold til kroppens størrelse. Op mod en tredjedel af kropslængden udgøres af det enorme farverige næb, som kun vejer 1/20 af den totale kropsvægt.
Kæmpetukanen ses oftest i små flokke i åben skov, plantager og bynære områder i den østlige del af Sydamerika. Med en vægt på over et halvt kilo er kæmpetukanen den største af de 37 forskellige tukanarter og med det 20 cm. lange næb, måler den en halv meter fra næb til hale.
Et stort og vigtigt næb
Det farverige næb er overraskende let i forhold til størrelsen. Det består af et netværk af kalcium-rige fibre der danner en hård og skumagtig masse, hvilket gør næbbet robust, uden at det vejer særligt meget. Overfladen af næbbet er sammensat af mikroskopiske plader lavet af keratin, som er det samme materiale som negle og hår består af. Pladerne overlapper hinanden, som tegl på et tegltag, og danner hermed en meget modstandsdygtig og solid overflade.
Ny forskning viser, at næbbet har en væsentlig funktion i forbindelse med temperaturegulering. Den store overflade uden fjer og med rig blodforsyning lige under det hårde keratinlag gør, at næbbet er velegnet som varmeudvekslingsorgan. Blodforsyningen til næbbet kan reguleres og tukanen kan dermed mindske eller øge varmetabet efter behov. Når tukanen hviler sig eller sover, putter den ofte næbbet ind under de opbøjede halefjer og vinger og kan på denne måde nedsætte varmetabet endnu mere og dermed spare yderligere på energien.
Men varmeregulering er ikke den eneste funktion, som næbbet har. Selvom næbbet ikke er velegnet som egentligt forsvarsvåben, hverken mod rovdyr eller artsfæller, bruges det ofte som et slags advarselssignal til andre tukaner, som vil forsøge at trænge ind i territoriet. Ligeledes kan det signalere styrke og status indbyrdes mellem individerne i de små flokke. Sidst, men bestemt ikke mindst, er det store næb meget velegnet når tukanen skal finde mad.
Frugtplukker
I trækronerne finder tukanen den foretrukne føde, som er frugt og bær af forskellig slags. Alt plukkes effektivt med spidsen af det lange næb, der gør det muligt at nå frugter helt ude på de tynde grene, som ikke er tykke nok til at bære hele fuglens vægt. Herefter udføres et præcisions kast, hvor bærret slynges bagud op i luften og gribes igen med munden i bunden af næbbet. De er så gode til at udføre dette kast med næbbet, at de kan kaste bær og frugt til hinanden. Dette gøres som del af en parringsleg hvor også en slags rituel brydekamp med næbbene mellem hannen og hunnen indgår. Tukanen er ikke helt vegetar. Store insekter, frøer, firben, æg og sågar små pattedyr kan godt være på menuen og her er det store næb et effektivt jagtredskab.
Små huler i træerne
Til forskel fra mange andre arter af tukaner, foretrækker kæmpetukanen åbne skovområder og kan ofte ses i nærheden af menneskelig beboelse. Den bygger rede i forholdsvis små huller i de høje træer. Redehullerne er gerne så små, at tukanen kun lige akkurat kan komme ind og for at kunne være der, må den bøje den store hale op over ryggen. I den lille hule lægger hunnen 2-4 hvide æg, som begge forældre ruger ud i de 20 dage, som rugetiden varer. Når ungerne klækkes, er de nøgne, blinde og temmelig hjælpeløse og den lille hule yder god beskyttelse mod rovdyr. De udvikler sig meget langsomt og begge forældre må passe ungerne i seks uger, før de flyvefærdige unger kan forlade reden. Men det tager op til tre måneder før næbbet er fuldt udvokset. Kæmpetukaner har en levetid på ca. 10 år.
Kan høres i skoven
Til trods for det iøjenfaldende næb er tukanen forbløffende svær at få øje på i trækronerne. Til gengæld kan den høres. Et højlydt monotont skrig, som kan høres op til en kilometer væk, er det, som afslører tukanen i træerne. Den flyver ikke lange strækninger - flyveturen bruges som regel kun til at komme fra det ene træ til det andet. Tukanen er yderst adræt i de tætte trækroner, hvor de kraftige ben og store kløer gør det nemt, at hoppe fra gren til gren.
I kontakt med ånderne
Hos nogle indianerstammer i Sydamerika betragtes kæmpetukanen som et symbol på den åndelige verden og afbilledes ofte på stammernes totemmer for at illustrere forbindelsen til forfædrene. Medicinmanden menes at kunne forvandle sig til en tukan og på denne måde være i stand til at flyve til åndernes verden. I nogle tilfælde kan fuglen også repræsentere en ond ånd og nybagte fædre må ikke røre eller spise kød fra en tukan, da det nyfødte barn hermed kan få en forbandelse.
(udgivet i ZooNyt nr. 3 2010)
6. oktober 2010
25. august 2010
Kattalemur
I tempererede skovområder og på store græsstepper på den sydlige del af Madagaskar lever kattalemuren, den katte-lignende lemur med den karakteristiske stribede hale. Kattalemurer solbaderfor at få varmen, kommunikerer og kæmper ved brug af særlige duftkirtler og duftspredende adfærd, og lever i flokke, hvor hunnerne bestemmer det hele.
Kattaen eller kattalemuren er nok den mest kendte af alle lemurarterne. Den lange hvide hale med sorte ringe, den bløde og nærmest plysagtige grå og hvide pels, de store orange øjne omkranset af en kraftig, sort kant og dens sjove og karakteristiske adfærd har gjort den til et kendt og populært dyr i hundredvis af zoologiske haver verden over.
Sociale dyr, men hunnerne bestemmer
Kattaen er et socialt dyr, der lever i grupper på op til 20 individer med både hanner og hunner. Hunnerne bliver fortrinsvis i flokken efter at de er blevet kønsmodne, mens hannerne finder andre flokke eller starter en ny. Dette er en god måde at undgå indavl, da det således kun er hunnerne i flokken, der er beslægtede med hinanden.
Til forskel fra de fleste andre gruppelevende pattedyr, er det hos kattalemurerne hunnerne der bestemmer. Men hunnerne og hannerne har hvert deres hierarki, og kampen om dominans udkæmpes hos hvert køn for sig. Hunnernes duftkirtler er mindre veludviklede end hannernes, og der er grund til at tro, at hunnernes magtkampe hovedsageligt foregår i form af fysiske styrkeprøver. Dette kan undertiden resultere i voldsomme kampe, hvor spark og bid bruges som effektive og nogle gange dødelige våben. Så pladsen som dominerende hun er ikke noget man kommer nemt til – den stærkeste vinder. Men når hierarkiet er etableret er det ofte stabilt over meget lang tid. Kun under brunstperioden kommer der uro i geledderne og frisk blod vil kæmpe for en bedre plads.
Hos hannerne er det som regel den ældste, der er øverst i rangordenen. I parringssæsonen kommer der imidlertid også her uro i hierarkiet og særligt de helt unge hanner vil forsøge at tilkæmpe sig en højere rang og dermed øge chancerne for at blive valgt af en hun. Der vil være hektisk aktivitet, for når hunnerne kommer i brunst varer det kun mellem 6-24 timer, og så gælder det om at være parat, når hun vælger en partner. Den dominerende han får som regel lov til at parre sig med flest hunner, men de unge hanner har også en chance, især hvis de har sikret sig plads højere i hierarkiet.
Selvom lemurer finder meget af deres føde på jorden, foregår en stor del af livet i træerne, hvor de både sover, leger, og spiser. Lemurer er bygget til at færdes i træer og de lange, kraftige bagben gør dem til fortrinlige springere fra træ til træ. Ligesom mennesket, og alle andre abearter, har lemuren en modstillet tommelfinger, som effektivt kan gribe om grenene og plukke frugter fra træerne.
Parringssæsonen varer fra april til maj og efter ca. fem måneder (135 dage) føder lemurhunnen sine unger. Oftest får de kun én unge ad gangen, men det sker, at der kommer to. I zoologiske haver er det mere almindeligt, at der fødes tvillinger. Her har de også bedre mulighed for at klare sig, da der ikke er kamp om føden. De første to uger bliver ungen eller ungerne båret på maven af deres mor. Derefter flytter de op på ryggen. Hvis der er to, sker det at en anden hun bliver babysitter og lader en unge ride på sin ryg. Efter ca fem måneder klare ungerne sig selv.
Lemurer lever ikke længe i forhold til andre aber af samme størrelse. I naturen bliver de sjældent mere end 15 år gamle, i fangenskab er en alder på over 25 år ikke ualmindelig.
En synlig hale
Kattaernes udseende, mere specifikt den markante hale, har bl.a. dannet grundlag for dens engelske navn, Ring-tailed lemur (”lemuren med ringe på halen”). Men halen er ikke kun til pynt. Den bruges som del af et komplekst kommunikationssystem både indbyrdes i flokken, og som signal til andre flokke. Kattalemurer bruger en trediedel af deres tid på jorden, hvor den finder en del af sin føde, såsom græsrødder og planteskud og til tider græshopper, biller og andre insekter. I skov og højt græs kan lemurer være svære at se, men den op mod 60 cm lange hale kan, når den løftes direkte op i luften, nå op over græsset. De markante sorte ringe på den hvide hale, skaber en iøjefaldende kontrast, som er vigtig, for faktisk har kattalemurer et relativt svagt syn. Den synlige hale er dog effektiv, både til at holde flokke sammen og som signal flokke imellem.
Vigtige dufte
Hvad kattalemurerne mangler i synssansen, kompenseres der for med den yderst veludviklede høre- og lugtesans. Kattalemurerne udskiller sekreter fra flere forskellige kirtler rundt omkring på kroppen. I disse sekreter findes der så mange forskellige duftstoffer, at selv meget komplekse og unikke informationer kan viderebringes via duft. Det kan være informationer om styrke, alder, status og hormonelcyklus og så et lille slags visitkort som specifikt fortæller, hvem afsenderen er. På denne måde kan kattaerne skelne hvert enkelt individ fra hinanden, og det er også muligt at genkende individer fra andre flokke, som færdes i området.
Mellem flokke bruges duft til at opretholde territorier. Afmærkninger (urin og andet sekret fra kirtler mellem bagbenene) sættes på buske eller træstammer, ved at lemuren står på hænder og strækker bagenden op, så duften kan afsættes på en lodret overflade.
Internt i flokken bruges duftstofferne på en noget særpræget måde. Hannernes interne hierarki opretholdes nemlig til dels med såkaldte duftkampe (stink fights), hvor de smører halen ind i duftstoffer fra kirtler på underarmen og skulderen og dernæst fører halen op over hovedet og vifter med den i retning af modstanderen. Det er mærkeligt, at forestille sig hvordan sådanne duftkampe kan vindes, men informationer om styrke og status findes i duften og på denne måde mindskes antallet af fysiske kampe og risikoen for skader minimeres.
Ikke overraskende er duftstoffer også meget vigtige kønnene imellem. Ny forskning viser, at duftstoffer i urinen kan indeholde informationer, som gør hunnerne i stand til at vurdere ikke bare hvem, der er stærkest og har høj status, men også hvem, der har en passende genetisk profil. Denne profil skal være så forskellig fra hendes egen som muligt for at forhindre indavl. Mangfoldigheden skal bevares.
Komplekst lydrepertoire
Kattalemurer har et rigt repertoire af lyde, som de bruger til territorievedligehold og –tilkæmpelse, alarmkald, gruppesammenhold og i indbyrdes kampe. Repertoiret består af 28 forskellige stønne/sukke-lyde, hyl, tuden og spinnelyde, samt alarmkald. De fleste af lydene bruges til at holde gruppen sammen og på denne måde ved de hele tiden hvor alle medlemmerne af flokken befinder sig. Andre lyde bruges til at advisere om gruppens placering overfor andre grupper og herved opretholde deres territorium. De forskellige alarmkald bruges til at advare om tilstedeværelsen af et rovdyr i luften, såsom rovfugle og fra jorden,som slanger og fossaen. Og adskillige lyde bliver brugt til at signalere sindsstemninger og intentioner i forhold til direkte interaktioner, individerne imellem.
Varmeelskende soveklumper
En anden ting, som kendetegner kattaen er den specielle solbadningsadfærd, hvor dyret sætter sig på bagenden med ben og arme ud til siden og med maven mod solen. Det kan nærmest beskrives som en slags meditations- eller buddha-lignende stilling, hvilket ofte har været med til at menneskeliggøre denne adfærd, selvom der selvfølgelig hverken er religiøse eller filosofiske motivationer bag. Det er blot en effektiv måde at udnytte solvarmen på, for at få lidt ekstra kropsvarme, især tidligt på dagen hvor det godt kan være koldt. Når lemurerne skal sove eller hvile sig, deler de sig op i små sovegrupper og for at holde varmen sidder de helt tæt sammen i en lille klump eller på række ryg mod mave.
Naturbevarelse
Til trods for at kattalemuren ikke er den mest truede af lemurarterne, bruges den som en slags ambassadør for de mange truede dyrearter på Madagaskar. Øen har et helt specielt dyre- og planteliv og mange af disse arter findes ingen andre steder på jorden. Den stigende befolkningstilvækst på Madagaskar stiller større og større krav til adgangen til ressourcer, såsom tømmer, kul og vand. Dette går hårdt ud over naturen og det rammer ikke kun lemurerne, men også de mange andre dyre- og plantearter som er stærkt truede af udryddelse. Det er derfor vigtigt at disse områder bevares og beskyttes mod ødelæggelse, så vi på denne måde kan sikre om fremtid for Madagaskars fauna og flora.
Kattaen eller kattalemuren er nok den mest kendte af alle lemurarterne. Den lange hvide hale med sorte ringe, den bløde og nærmest plysagtige grå og hvide pels, de store orange øjne omkranset af en kraftig, sort kant og dens sjove og karakteristiske adfærd har gjort den til et kendt og populært dyr i hundredvis af zoologiske haver verden over.
Sociale dyr, men hunnerne bestemmer
Kattaen er et socialt dyr, der lever i grupper på op til 20 individer med både hanner og hunner. Hunnerne bliver fortrinsvis i flokken efter at de er blevet kønsmodne, mens hannerne finder andre flokke eller starter en ny. Dette er en god måde at undgå indavl, da det således kun er hunnerne i flokken, der er beslægtede med hinanden.
Til forskel fra de fleste andre gruppelevende pattedyr, er det hos kattalemurerne hunnerne der bestemmer. Men hunnerne og hannerne har hvert deres hierarki, og kampen om dominans udkæmpes hos hvert køn for sig. Hunnernes duftkirtler er mindre veludviklede end hannernes, og der er grund til at tro, at hunnernes magtkampe hovedsageligt foregår i form af fysiske styrkeprøver. Dette kan undertiden resultere i voldsomme kampe, hvor spark og bid bruges som effektive og nogle gange dødelige våben. Så pladsen som dominerende hun er ikke noget man kommer nemt til – den stærkeste vinder. Men når hierarkiet er etableret er det ofte stabilt over meget lang tid. Kun under brunstperioden kommer der uro i geledderne og frisk blod vil kæmpe for en bedre plads.
Hos hannerne er det som regel den ældste, der er øverst i rangordenen. I parringssæsonen kommer der imidlertid også her uro i hierarkiet og særligt de helt unge hanner vil forsøge at tilkæmpe sig en højere rang og dermed øge chancerne for at blive valgt af en hun. Der vil være hektisk aktivitet, for når hunnerne kommer i brunst varer det kun mellem 6-24 timer, og så gælder det om at være parat, når hun vælger en partner. Den dominerende han får som regel lov til at parre sig med flest hunner, men de unge hanner har også en chance, især hvis de har sikret sig plads højere i hierarkiet.
Selvom lemurer finder meget af deres føde på jorden, foregår en stor del af livet i træerne, hvor de både sover, leger, og spiser. Lemurer er bygget til at færdes i træer og de lange, kraftige bagben gør dem til fortrinlige springere fra træ til træ. Ligesom mennesket, og alle andre abearter, har lemuren en modstillet tommelfinger, som effektivt kan gribe om grenene og plukke frugter fra træerne.
Parringssæsonen varer fra april til maj og efter ca. fem måneder (135 dage) føder lemurhunnen sine unger. Oftest får de kun én unge ad gangen, men det sker, at der kommer to. I zoologiske haver er det mere almindeligt, at der fødes tvillinger. Her har de også bedre mulighed for at klare sig, da der ikke er kamp om føden. De første to uger bliver ungen eller ungerne båret på maven af deres mor. Derefter flytter de op på ryggen. Hvis der er to, sker det at en anden hun bliver babysitter og lader en unge ride på sin ryg. Efter ca fem måneder klare ungerne sig selv.
Lemurer lever ikke længe i forhold til andre aber af samme størrelse. I naturen bliver de sjældent mere end 15 år gamle, i fangenskab er en alder på over 25 år ikke ualmindelig.
En synlig hale
Kattaernes udseende, mere specifikt den markante hale, har bl.a. dannet grundlag for dens engelske navn, Ring-tailed lemur (”lemuren med ringe på halen”). Men halen er ikke kun til pynt. Den bruges som del af et komplekst kommunikationssystem både indbyrdes i flokken, og som signal til andre flokke. Kattalemurer bruger en trediedel af deres tid på jorden, hvor den finder en del af sin føde, såsom græsrødder og planteskud og til tider græshopper, biller og andre insekter. I skov og højt græs kan lemurer være svære at se, men den op mod 60 cm lange hale kan, når den løftes direkte op i luften, nå op over græsset. De markante sorte ringe på den hvide hale, skaber en iøjefaldende kontrast, som er vigtig, for faktisk har kattalemurer et relativt svagt syn. Den synlige hale er dog effektiv, både til at holde flokke sammen og som signal flokke imellem.
Vigtige dufte
Hvad kattalemurerne mangler i synssansen, kompenseres der for med den yderst veludviklede høre- og lugtesans. Kattalemurerne udskiller sekreter fra flere forskellige kirtler rundt omkring på kroppen. I disse sekreter findes der så mange forskellige duftstoffer, at selv meget komplekse og unikke informationer kan viderebringes via duft. Det kan være informationer om styrke, alder, status og hormonelcyklus og så et lille slags visitkort som specifikt fortæller, hvem afsenderen er. På denne måde kan kattaerne skelne hvert enkelt individ fra hinanden, og det er også muligt at genkende individer fra andre flokke, som færdes i området.
Mellem flokke bruges duft til at opretholde territorier. Afmærkninger (urin og andet sekret fra kirtler mellem bagbenene) sættes på buske eller træstammer, ved at lemuren står på hænder og strækker bagenden op, så duften kan afsættes på en lodret overflade.
Internt i flokken bruges duftstofferne på en noget særpræget måde. Hannernes interne hierarki opretholdes nemlig til dels med såkaldte duftkampe (stink fights), hvor de smører halen ind i duftstoffer fra kirtler på underarmen og skulderen og dernæst fører halen op over hovedet og vifter med den i retning af modstanderen. Det er mærkeligt, at forestille sig hvordan sådanne duftkampe kan vindes, men informationer om styrke og status findes i duften og på denne måde mindskes antallet af fysiske kampe og risikoen for skader minimeres.
Ikke overraskende er duftstoffer også meget vigtige kønnene imellem. Ny forskning viser, at duftstoffer i urinen kan indeholde informationer, som gør hunnerne i stand til at vurdere ikke bare hvem, der er stærkest og har høj status, men også hvem, der har en passende genetisk profil. Denne profil skal være så forskellig fra hendes egen som muligt for at forhindre indavl. Mangfoldigheden skal bevares.
Komplekst lydrepertoire
Kattalemurer har et rigt repertoire af lyde, som de bruger til territorievedligehold og –tilkæmpelse, alarmkald, gruppesammenhold og i indbyrdes kampe. Repertoiret består af 28 forskellige stønne/sukke-lyde, hyl, tuden og spinnelyde, samt alarmkald. De fleste af lydene bruges til at holde gruppen sammen og på denne måde ved de hele tiden hvor alle medlemmerne af flokken befinder sig. Andre lyde bruges til at advisere om gruppens placering overfor andre grupper og herved opretholde deres territorium. De forskellige alarmkald bruges til at advare om tilstedeværelsen af et rovdyr i luften, såsom rovfugle og fra jorden,som slanger og fossaen. Og adskillige lyde bliver brugt til at signalere sindsstemninger og intentioner i forhold til direkte interaktioner, individerne imellem.
Varmeelskende soveklumper
En anden ting, som kendetegner kattaen er den specielle solbadningsadfærd, hvor dyret sætter sig på bagenden med ben og arme ud til siden og med maven mod solen. Det kan nærmest beskrives som en slags meditations- eller buddha-lignende stilling, hvilket ofte har været med til at menneskeliggøre denne adfærd, selvom der selvfølgelig hverken er religiøse eller filosofiske motivationer bag. Det er blot en effektiv måde at udnytte solvarmen på, for at få lidt ekstra kropsvarme, især tidligt på dagen hvor det godt kan være koldt. Når lemurerne skal sove eller hvile sig, deler de sig op i små sovegrupper og for at holde varmen sidder de helt tæt sammen i en lille klump eller på række ryg mod mave.
Naturbevarelse
Til trods for at kattalemuren ikke er den mest truede af lemurarterne, bruges den som en slags ambassadør for de mange truede dyrearter på Madagaskar. Øen har et helt specielt dyre- og planteliv og mange af disse arter findes ingen andre steder på jorden. Den stigende befolkningstilvækst på Madagaskar stiller større og større krav til adgangen til ressourcer, såsom tømmer, kul og vand. Dette går hårdt ud over naturen og det rammer ikke kun lemurerne, men også de mange andre dyre- og plantearter som er stærkt truede af udryddelse. Det er derfor vigtigt at disse områder bevares og beskyttes mod ødelæggelse, så vi på denne måde kan sikre om fremtid for Madagaskars fauna og flora.
(udgivet i ZooNyt nr. 2 2010)
19. august 2010
Kaimanøglen
Kaimanøglen er et krybdyr og hører til gruppen af Tejuer, som er det amerikanske modstykke til firben. Tejuer er almindeligt udbredt på hele det amerikanske kontinent. Til forskel fra de andre Tejuer, og de fleste andre øgler, tilbringer kaimanøglen meget tid i vandet, hvor den finder sin føde, som primært er ferskvandssnegle.
Kaimanøglen er kraftigt bygget med store grove skæl på ryggen. Disse skæl ligner hornpladerne hos kaimaner (en gruppe af krokodiller), og har dermed givet anledning til kaimanøglens navn. Den fladtrygte hale er lige så lang som kroppen og er yderst velegnet til at svømme med. Kroppen og halen er grøn, mens det markante hoved er rødt.
Føden består næsten udelukkende af snegle, som fanges i vandet eller på flodbankerne. Kaimanøglen kan let knuse sneglehuset ved hjælp af sine store, afrundede tænder bagerst i munden. Disse tænder og øglens kæbemuskulatur, er udviklet til at skabe det store tryk, der skal til for at knuse de ofte meget store sneglehuse. Denne tilpasning adskiller kaimanøglerne fra mange af de andre arter af øgler, som er insektspisende og derfor har små og skarpe tænder.
Der er størst sandsyndighed for at finde og se kaimanøglen i de varmeste timer på dagen, hvor de enten solbader på lavthængende grene langs vandkanten eller svømmer rundt i vandet og leder efter føde. Hvis et rovdyr nærmer sig, f.eks. en jaguar, vil kaimanøglen forsøge at skjule sig i vegetationen ved at sidde helt stille. Men bliver den opdaget, kan den undslippe ved at springe ud i vandet.
Kaimanøglen er et socialt dyr og ses oftest i små grupper af 2-4 individer. Om dette er familiegrupper eller tilfældigt sammensatte grupper vides ikke, og der mangler stadig mange undersøgelser for helt at klarlægge kaimanøglens adfærd.
Kaimanøglen er formentlig meget truet i naturen, men der er endnu ikke foretaget tilstrækkeligt mange undersøgelser til at forskerne kan sige hvor mange, der er i naturen, og hvordan det ser ud for fremtiden.
En af de største trusler er jagt. Øglerne er efterstræbte på grund af deres skind, der minder meget om krokodilleskind. Ifølge de lokale indianere var kaimanøgler ret almindelige før 1950, men i perioden fra omkring 1950 til 1960 blev der drevet ekstra intensiv jagt, fordi skindet var efterspurgt til fremstilling af støvler og hatte. Nu ses øglerne kun sjældent og kun i meget specifikke områder.
I de senere år er der dukket en ny og måske endnu større trussel op: kæledyrsindustrien. Mange kaimanøgler fanges nu levende og bliver transporteret til Europa og USA, hvor de sælges til kæledyrsmarkedet og private samlere og opdrættere.
Der findes to arter af kaimanøgler; Guiana-kaimanøgle, som lever i den nordlige del af Amazondeltaet, og Paraguay-kaimanøglen, som lever i Pantanal floddeltaet i det sydlige Brasilien på grænsen til Paraguay og Bolivia. De kaimanøgler, som findes i Zoologisk Have er Guiana-kaimanøgler.
Kaimanøglen er kraftigt bygget med store grove skæl på ryggen. Disse skæl ligner hornpladerne hos kaimaner (en gruppe af krokodiller), og har dermed givet anledning til kaimanøglens navn. Den fladtrygte hale er lige så lang som kroppen og er yderst velegnet til at svømme med. Kroppen og halen er grøn, mens det markante hoved er rødt.
Føden består næsten udelukkende af snegle, som fanges i vandet eller på flodbankerne. Kaimanøglen kan let knuse sneglehuset ved hjælp af sine store, afrundede tænder bagerst i munden. Disse tænder og øglens kæbemuskulatur, er udviklet til at skabe det store tryk, der skal til for at knuse de ofte meget store sneglehuse. Denne tilpasning adskiller kaimanøglerne fra mange af de andre arter af øgler, som er insektspisende og derfor har små og skarpe tænder.
Der er størst sandsyndighed for at finde og se kaimanøglen i de varmeste timer på dagen, hvor de enten solbader på lavthængende grene langs vandkanten eller svømmer rundt i vandet og leder efter føde. Hvis et rovdyr nærmer sig, f.eks. en jaguar, vil kaimanøglen forsøge at skjule sig i vegetationen ved at sidde helt stille. Men bliver den opdaget, kan den undslippe ved at springe ud i vandet.
Kaimanøglen er et socialt dyr og ses oftest i små grupper af 2-4 individer. Om dette er familiegrupper eller tilfældigt sammensatte grupper vides ikke, og der mangler stadig mange undersøgelser for helt at klarlægge kaimanøglens adfærd.
Kaimanøglen er formentlig meget truet i naturen, men der er endnu ikke foretaget tilstrækkeligt mange undersøgelser til at forskerne kan sige hvor mange, der er i naturen, og hvordan det ser ud for fremtiden.
En af de største trusler er jagt. Øglerne er efterstræbte på grund af deres skind, der minder meget om krokodilleskind. Ifølge de lokale indianere var kaimanøgler ret almindelige før 1950, men i perioden fra omkring 1950 til 1960 blev der drevet ekstra intensiv jagt, fordi skindet var efterspurgt til fremstilling af støvler og hatte. Nu ses øglerne kun sjældent og kun i meget specifikke områder.
I de senere år er der dukket en ny og måske endnu større trussel op: kæledyrsindustrien. Mange kaimanøgler fanges nu levende og bliver transporteret til Europa og USA, hvor de sælges til kæledyrsmarkedet og private samlere og opdrættere.
Der findes to arter af kaimanøgler; Guiana-kaimanøgle, som lever i den nordlige del af Amazondeltaet, og Paraguay-kaimanøglen, som lever i Pantanal floddeltaet i det sydlige Brasilien på grænsen til Paraguay og Bolivia. De kaimanøgler, som findes i Zoologisk Have er Guiana-kaimanøgler.
(udgivet i ZooNyt nr. 1 2010)
17. august 2010
Plettet hornugle
Til trods for et vingefang på omkring en meter og en cirka halv meter lang krop, hører den afrikanske plettet hornugle til en af de mindre hornugler og er for eksempel langt mindre end den store hornugle som bl.a. lever i Danmark. Plette hornugle fanger og spiser derfor også mindre byttedyr, primært insekter, edderkopper, skorpioner og mus. Men den er faktisk næsten altspisende, så også flagermus, pindsvin, frøer, snegle og fugle, såsom duer og terner, kan være på menuen. Uglen er udbredt i hele den sydlige del af Afrika fra øst til vest, og har tilpasset sig mange forskellige naturtyper, lige fra savanne og ørken til åben skov og bjergområder. Føden afhænger derfor meget af, hvad der er tilgængeligt i det område den lever i.
Hornuglen har en fantastisk hørelse, som bruges, når den skal finde et bytte om natten, hvor den er mest aktiv. De store øjne hjælper dog også til i det svage lys. Den mest brugte jagtteknik er at sidde i et træ eller på et klippeudspring og lytte efter byttedyr. Når byttet er lokaliseret, svæver uglen ned til - og herefter lavt henover - jorden og fanger byttet på jorden. Lidt sjældnere sker det, at den fanger flagermus og fugle i luften. Uglen har sågar formået at udnytte moderne teknologi og kan nogle gange ses sidde under en lygtepæl og vente på de insekter og flagermus, som tiltrækkes af lyset.
Som det er typisk for hornugler, har den plettede hornugle også et par ”horn”, som er to fjerduske, der stritter lige op fra hovedet. Der er mange spekulationer om funktionen af disse ”horn”, men den kendes ikke med sikkerhed. Nogle har foreslået, at hornene er med til at lede lydvibrationerne ned i ørekanalerne, som er placeret lige nedenunder.
Når uglerne har dannet par, bliver de sammen hele livet og vil i mange tilfælde også bruge den samme rede hele livet. Reden laves gerne i en lille hulning på jorden under et træ eller en busk. I nogle tilfælde etableres reden på et klippeudspring eller ovenpå en væverfuglekoloni. De 2-4 æg ruges ud af hunnen i løbet af ca. 30 dage, og efter yderligere en måned er ungerne klar til at forlade reden. For de unger, der udklækkes i en rede, som ikke er i jordhøjde, kan der gå et par uger ekstra, før de forlader reden. I disse tilfælde er det nemlig vigtigt at flyvefærdighederne er helt færdigudviklede. Men der går endnu seks uger før ungerne bliver helt uafhængige af forældrene og søger væk fra området, ud på egne vinger for at finde deres eget lille område på de store vidder i det sydlige Afrika.
(udgivet i ZooNyt nr. 4 2009)
Hornuglen har en fantastisk hørelse, som bruges, når den skal finde et bytte om natten, hvor den er mest aktiv. De store øjne hjælper dog også til i det svage lys. Den mest brugte jagtteknik er at sidde i et træ eller på et klippeudspring og lytte efter byttedyr. Når byttet er lokaliseret, svæver uglen ned til - og herefter lavt henover - jorden og fanger byttet på jorden. Lidt sjældnere sker det, at den fanger flagermus og fugle i luften. Uglen har sågar formået at udnytte moderne teknologi og kan nogle gange ses sidde under en lygtepæl og vente på de insekter og flagermus, som tiltrækkes af lyset.
Som det er typisk for hornugler, har den plettede hornugle også et par ”horn”, som er to fjerduske, der stritter lige op fra hovedet. Der er mange spekulationer om funktionen af disse ”horn”, men den kendes ikke med sikkerhed. Nogle har foreslået, at hornene er med til at lede lydvibrationerne ned i ørekanalerne, som er placeret lige nedenunder.
Når uglerne har dannet par, bliver de sammen hele livet og vil i mange tilfælde også bruge den samme rede hele livet. Reden laves gerne i en lille hulning på jorden under et træ eller en busk. I nogle tilfælde etableres reden på et klippeudspring eller ovenpå en væverfuglekoloni. De 2-4 æg ruges ud af hunnen i løbet af ca. 30 dage, og efter yderligere en måned er ungerne klar til at forlade reden. For de unger, der udklækkes i en rede, som ikke er i jordhøjde, kan der gå et par uger ekstra, før de forlader reden. I disse tilfælde er det nemlig vigtigt at flyvefærdighederne er helt færdigudviklede. Men der går endnu seks uger før ungerne bliver helt uafhængige af forældrene og søger væk fra området, ud på egne vinger for at finde deres eget lille område på de store vidder i det sydlige Afrika.
(udgivet i ZooNyt nr. 4 2009)
16. august 2010
Brunskuldret våge
Den brunskuldrede våge er på størrelse med den, for os danskere, mere kendte musvåge. Men til trods for ligheden i størrelse og dansk navn er de to fugle ikke tæt beslægtet med hinanden. Denne hurtigt flyvende og meget navigationsdygtige våge er udbredt på store dele af det amerikanske kontinent, fra det sydlige USA, gennem Mellemamerika, til de nordlige dele af Argentina.
Den brunskuldrede våge kan noget, som meget få andre rovfugle kan, nemlig jage i flok. På denne måde er det muligt for den at fange flere og større byttedyr end andre rovfugle på samme størrelse. Ulempen ved at jage i flok er, at der skal fanges nok til, at alle kan få. Men undersøgelser har vist, at både størrelsen og mængden af byttedyr fanget i flok, opvejer tabet ved at skulle dele.
Samarbejdet i en jagt giver adgang til grupper af dyr, som det ellers dårligt kunne betale sig at jage. En anden fordel er, at chancerne for at opdage byttet øges, når der er flere fugle, der kan holde øje samtidig.
Der er som regel fem eller seks fugle i en jagende flok, og de kan benytte sig af forskellige teknikker. En af metoderne er ”klapjagt”, hvor et par af fuglene opskræmmer eksempelvis kaniner, som trykker sig i græsset. De resterende fugle i flokken holder udkig fra træer længere fremme og kan så fange kaninerne, når de kommer løbende forbi. Flokken kan også flyve samlet og lede efter byttedyr på jorden eller i luften. Når et bytte opdages sætter en af fuglene jagten ind. Lykkes det ikke for den første fugl at fange byttet, tager en af de andre over. På denne måde kan de udmatte byttet og nemmere fange det til sidst.
Også omkring parring og yngelpleje er der tale om samarbejde. Brunskuldret våge yngler ofte i trekløvere, hvor en hun parrer sig med to hanner. Og reden bygges og vedligeholdes i samarbejde mellem de tre og ofte andre fugle. Reden bygges af grene, kviste og blade og heri lægges 2-4 æg. Reden placeres på toppen af kæmpekaktusser, i træer eller i menneskeskabte konstruktioner (f. eks.højspændingsmaster). Efter en rugetid på omkring 35 dage udklækkes ungerne, der så er flyveklare 40 dage senere. Men ungerne bliver i nærheden af reden de næste 3-4 måneder, nogle gange op til et år. Hunnen er i mange tilfælde klar til at parre sig igen efter kun 1-2 måneder. Det betyder, at nummer to kuld kan udklækkes, før det første kuld har forladt reden. Dette lyder ikke umiddelbart som en fordel, for der jo så bare er flere munde at mætte. Men det første kuld unger hjælper forældrene med at bringe føde til reden, ligesom de er effektive i at forsvare reden mod farer. Primært den store amerikanske hornugle, men også ravne og prærieulve er kendt for at tage de unge våger.
Brunskuldret våge menes at kunne leve op til 12 år i det fri. Den anses ikke for at være globalt truet og er derfor ikke omfattet af en international fredning. Men i USA er der lavet en fredningsaftale, som beskytter fuglene mod illegal jagt og chikane. De fleste af vågerne er dog offer for en helt anden trussel: rigtig mange af dem dør af elektrochok, når de samles i store flokke på højspændingsledninger eller master ved transformatorstationer. I nogle områder i USA dør over halvdelen af fuglene på denne måde.
(udgivet i ZooNyt nr. 4 2009)
Den brunskuldrede våge kan noget, som meget få andre rovfugle kan, nemlig jage i flok. På denne måde er det muligt for den at fange flere og større byttedyr end andre rovfugle på samme størrelse. Ulempen ved at jage i flok er, at der skal fanges nok til, at alle kan få. Men undersøgelser har vist, at både størrelsen og mængden af byttedyr fanget i flok, opvejer tabet ved at skulle dele.
Samarbejdet i en jagt giver adgang til grupper af dyr, som det ellers dårligt kunne betale sig at jage. En anden fordel er, at chancerne for at opdage byttet øges, når der er flere fugle, der kan holde øje samtidig.
Der er som regel fem eller seks fugle i en jagende flok, og de kan benytte sig af forskellige teknikker. En af metoderne er ”klapjagt”, hvor et par af fuglene opskræmmer eksempelvis kaniner, som trykker sig i græsset. De resterende fugle i flokken holder udkig fra træer længere fremme og kan så fange kaninerne, når de kommer løbende forbi. Flokken kan også flyve samlet og lede efter byttedyr på jorden eller i luften. Når et bytte opdages sætter en af fuglene jagten ind. Lykkes det ikke for den første fugl at fange byttet, tager en af de andre over. På denne måde kan de udmatte byttet og nemmere fange det til sidst.
Også omkring parring og yngelpleje er der tale om samarbejde. Brunskuldret våge yngler ofte i trekløvere, hvor en hun parrer sig med to hanner. Og reden bygges og vedligeholdes i samarbejde mellem de tre og ofte andre fugle. Reden bygges af grene, kviste og blade og heri lægges 2-4 æg. Reden placeres på toppen af kæmpekaktusser, i træer eller i menneskeskabte konstruktioner (f. eks.højspændingsmaster). Efter en rugetid på omkring 35 dage udklækkes ungerne, der så er flyveklare 40 dage senere. Men ungerne bliver i nærheden af reden de næste 3-4 måneder, nogle gange op til et år. Hunnen er i mange tilfælde klar til at parre sig igen efter kun 1-2 måneder. Det betyder, at nummer to kuld kan udklækkes, før det første kuld har forladt reden. Dette lyder ikke umiddelbart som en fordel, for der jo så bare er flere munde at mætte. Men det første kuld unger hjælper forældrene med at bringe føde til reden, ligesom de er effektive i at forsvare reden mod farer. Primært den store amerikanske hornugle, men også ravne og prærieulve er kendt for at tage de unge våger.
Brunskuldret våge menes at kunne leve op til 12 år i det fri. Den anses ikke for at være globalt truet og er derfor ikke omfattet af en international fredning. Men i USA er der lavet en fredningsaftale, som beskytter fuglene mod illegal jagt og chikane. De fleste af vågerne er dog offer for en helt anden trussel: rigtig mange af dem dør af elektrochok, når de samles i store flokke på højspændingsledninger eller master ved transformatorstationer. I nogle områder i USA dør over halvdelen af fuglene på denne måde.
(udgivet i ZooNyt nr. 4 2009)
15. august 2010
Hvalfangst i Barrow
Barrow er USAs nordligste by og den ligger kun 7 km fra Point Barrow, en pynt der markerer grænsen mellem Beaufort- og Tjuktihavet. Byen er befolket af ca. 4000 mennesker, hvoraf størstedelen er inupiat eskimoer.
Barrow hedder også Ukpeagvik, ”stedet hvor man jagter sneugler”. Sneugler jages ikke mere, men jagt på grønlandshvaler er derimod det byen er kendt for.
Der har været fanget hvaler i Barrow i tusindvis af år. Det har været eksistensgrundlaget for inupiat og yupik eskimoer i hele det nordlige og vestlige Alaska. Hvert forår og efterår trækker hundredevis af grønlandshvaler, sammen med hvidhvaler, gråhvaler og spækhuggere, gennem Beringstrædet op til Beauforthavet lige forbi kysten ved Barrow.
Europæiske hvalfangere begyndte kommerciel hvalfangst i området allerede fra 1600-tallet. Med deres store og effektive skibe, kunne europæerne fange hvaler i meget større omfang og omkring 1900-tallet var grønlandshvalen tæt på udryddelse.
Forskellige tiltag fik dog forhindret dette og i 1977 blev mange hvaler, inklusiv grønlandshvalen totalfredet af den internationale hvalkommision (IWC), gældende for både den kommercielle og eskimoernes fangst.
Dette skabte store problemer for eskimoerne bl.a. i Barrow. Men i 1978 anerkendte IWC vigtigheden af hvalfangst for de eskimoiske samfund i kystområderne, som herefter fik lov at jage et begrænset antal.
Kvoter
Den internationale hvalkommission (IWC) har for perioden 2008-2012 tilladt en kvote på 280 grønlandshvaler i Berings-, Tjukti- og Beauforthavethavet, gældende for eskimoerne i Tjukotka (øst for Sibirien) og Alaska. Håndhævelse og kontrol af disse kvoter, styres i Alaska af AEWC (Alaska Eskimo Whaling Commission). AEWC har også lavet et sæt regler som skal følges, for at kunne få lov til at fange hvaler.
For at kunne holde styr på kvoterne skal kaptajnen for de 5-mand store hvalfangerbåde, lave rapport over hver enkelt fangst eller forsøg herpå.
Hvalerne må kun fanges med såkaldte traditionelle fangstredskaber, såsom harpuner og gevær og specielle fangstteknikker skal overholdelse.
Fangstteknik
De oprindelige skindbåde bruges også stadigvæk. Bådene er betrukket med sælskind, som glider lydløst gennem vandet og som derfor kan snige sig tæt ind på hvalen. Det er først når hvalen er skudt, at motorbådene tages i brug. Der skal meget til at trække en næsten 40 ton hval ind til stranden.
Når båden er tæt nok på hvalen, kastes først en harpun med en line fastgjort til spidsen, som sætter sig fast i hvalens tykke spæklag. På denne måde sikres det, at hvalen undslipper inden man kan dræbe den. Tidligere var der mange hvaler som blev såret og slap væk under isen og døde uden at man kunne få fat på dem. Men efter at AEWC har indført reglerne om denne fangstteknik er fangst succesraten væsentligt forøget.
Når hvalen er sikret, dræbes den med en lille sprængladning, som skydes ind med en harpun eller gevær. Sprængladningen detonerer med 5-6 sekunders forsinkelse og skal helst ramme imellem de øverste ryghvirvler, hvorved hvalen dræbes hurtigt og effektivt.
Ifølge reglerne fra AEWC må der kun fanges hvaler på under 12 meter. Dette skyldes formentlig, at det er bedre for populationen hvis det er de unge hvaler, der fanges.
Men måske er reglen lavet fordi eskimoerne bedst kan lide hvalkød fra de unge hvaler. Det er ikke så sejt og smager bedre. Specielt huden og spæklaget, matak, er bedre jo yngre hvalen er.
Hvalen trækkes op på stranden og bliver skåret ud på en helt speciel måde. Det er vigtigt for at kunne holde styr på de store mængder kød.
Der kan sagtens fanges 4-5 hvaler på en dag og al kødet kan ikke spises på en gang. Derfor er byen fyldt med såkaldte iskældre, hvor kødet kan opbevares helt til næste år. Iskældre er store rum gravet ned i jorden, hvor permafrosten sikrer en konstant og lav temperatur. Skelettet og de andre dele, der ikke skal bruges, køres langt uden for byen. Det er vigtigt at få kødet så langt væk fra byen, da det trækker isbjørne til. Nogle gange har der været omkring 60 isbjørne i området med hvalkadaverne.
Grønlandshvalen
Grønlandshvalen er den eneste bardehval, der kun findes i det arktiske område. Den kan blive op til 28 meter lang og veje 60 ton. Den er godt tilpasset til områder med havis og kan nemt komme op til overfladen, selv igennem et tykt islag.
Til trods for dette har undersøgelser vist, at hvalerne klarer sig bedre, i år med mindre is. På baggrund af dette konkluderer forskere at grønlandshvalen ikke påvirkes i samme grad af klimaforandringer, som f.eks. isbjørnen.
Grønlandshvalen lever af små krebsdyr, som filtreres fra vandet gennem de store barder. Barder er omdannede og forhornede ganefolder, som hænger ned fra overkæben. Der er ca. 300 i hver side og de længste kan blive op til 4,5 meter.
Barrow hedder også Ukpeagvik, ”stedet hvor man jagter sneugler”. Sneugler jages ikke mere, men jagt på grønlandshvaler er derimod det byen er kendt for.
Der har været fanget hvaler i Barrow i tusindvis af år. Det har været eksistensgrundlaget for inupiat og yupik eskimoer i hele det nordlige og vestlige Alaska. Hvert forår og efterår trækker hundredevis af grønlandshvaler, sammen med hvidhvaler, gråhvaler og spækhuggere, gennem Beringstrædet op til Beauforthavet lige forbi kysten ved Barrow.
Europæiske hvalfangere begyndte kommerciel hvalfangst i området allerede fra 1600-tallet. Med deres store og effektive skibe, kunne europæerne fange hvaler i meget større omfang og omkring 1900-tallet var grønlandshvalen tæt på udryddelse.
Forskellige tiltag fik dog forhindret dette og i 1977 blev mange hvaler, inklusiv grønlandshvalen totalfredet af den internationale hvalkommision (IWC), gældende for både den kommercielle og eskimoernes fangst.
Dette skabte store problemer for eskimoerne bl.a. i Barrow. Men i 1978 anerkendte IWC vigtigheden af hvalfangst for de eskimoiske samfund i kystområderne, som herefter fik lov at jage et begrænset antal.
Kvoter
Den internationale hvalkommission (IWC) har for perioden 2008-2012 tilladt en kvote på 280 grønlandshvaler i Berings-, Tjukti- og Beauforthavethavet, gældende for eskimoerne i Tjukotka (øst for Sibirien) og Alaska. Håndhævelse og kontrol af disse kvoter, styres i Alaska af AEWC (Alaska Eskimo Whaling Commission). AEWC har også lavet et sæt regler som skal følges, for at kunne få lov til at fange hvaler.
For at kunne holde styr på kvoterne skal kaptajnen for de 5-mand store hvalfangerbåde, lave rapport over hver enkelt fangst eller forsøg herpå.
Hvalerne må kun fanges med såkaldte traditionelle fangstredskaber, såsom harpuner og gevær og specielle fangstteknikker skal overholdelse.
Fangstteknik
De oprindelige skindbåde bruges også stadigvæk. Bådene er betrukket med sælskind, som glider lydløst gennem vandet og som derfor kan snige sig tæt ind på hvalen. Det er først når hvalen er skudt, at motorbådene tages i brug. Der skal meget til at trække en næsten 40 ton hval ind til stranden.
Når båden er tæt nok på hvalen, kastes først en harpun med en line fastgjort til spidsen, som sætter sig fast i hvalens tykke spæklag. På denne måde sikres det, at hvalen undslipper inden man kan dræbe den. Tidligere var der mange hvaler som blev såret og slap væk under isen og døde uden at man kunne få fat på dem. Men efter at AEWC har indført reglerne om denne fangstteknik er fangst succesraten væsentligt forøget.
Når hvalen er sikret, dræbes den med en lille sprængladning, som skydes ind med en harpun eller gevær. Sprængladningen detonerer med 5-6 sekunders forsinkelse og skal helst ramme imellem de øverste ryghvirvler, hvorved hvalen dræbes hurtigt og effektivt.
Ifølge reglerne fra AEWC må der kun fanges hvaler på under 12 meter. Dette skyldes formentlig, at det er bedre for populationen hvis det er de unge hvaler, der fanges.
Men måske er reglen lavet fordi eskimoerne bedst kan lide hvalkød fra de unge hvaler. Det er ikke så sejt og smager bedre. Specielt huden og spæklaget, matak, er bedre jo yngre hvalen er.
Hvalen trækkes op på stranden og bliver skåret ud på en helt speciel måde. Det er vigtigt for at kunne holde styr på de store mængder kød.
Der kan sagtens fanges 4-5 hvaler på en dag og al kødet kan ikke spises på en gang. Derfor er byen fyldt med såkaldte iskældre, hvor kødet kan opbevares helt til næste år. Iskældre er store rum gravet ned i jorden, hvor permafrosten sikrer en konstant og lav temperatur. Skelettet og de andre dele, der ikke skal bruges, køres langt uden for byen. Det er vigtigt at få kødet så langt væk fra byen, da det trækker isbjørne til. Nogle gange har der været omkring 60 isbjørne i området med hvalkadaverne.
Grønlandshvalen
Grønlandshvalen er den eneste bardehval, der kun findes i det arktiske område. Den kan blive op til 28 meter lang og veje 60 ton. Den er godt tilpasset til områder med havis og kan nemt komme op til overfladen, selv igennem et tykt islag.
Til trods for dette har undersøgelser vist, at hvalerne klarer sig bedre, i år med mindre is. På baggrund af dette konkluderer forskere at grønlandshvalen ikke påvirkes i samme grad af klimaforandringer, som f.eks. isbjørnen.
Grønlandshvalen lever af små krebsdyr, som filtreres fra vandet gennem de store barder. Barder er omdannede og forhornede ganefolder, som hænger ned fra overkæben. Der er ca. 300 i hver side og de længste kan blive op til 4,5 meter.
13. august 2010
Verdens største kat
Lydløst lister den store kat sig tættere på vildsvinet, som står bag en lille gruppe træer i et skovområde i det østligste Rusland langs grænsen til Kina. Tigeren kan endnu ikke se vildsvinet, men dens følsomme lugtesans har for længst opfanget den karakteristiske lugt og i samspil med en ekstremt veludviklet høresans, ved tigeren nøjagtigt, hvor vildsvinet befinder sig, selvom det er næsten 30 meter væk.
Tigeren lister tættere på i delvis dækning af det spredte buskads. Vildsvinet kigger op, men tigerens striber udgør en perfekt camouflage, og det er umuligt at se den næsten tre meter lange muskuløse krop. Vildsvinet vender sig om for at spise videre, og med det samme angriber tigeren. I tre hurtige spring tilbagelægger den de sidste 25 meter. De fleksible forpoter med de skarpe kløer drejes indad, tigeren griber fast om bagenden på vildsvinet og vælter det om på siden. De næsten otte cm lange hjørnetænder gennemborer nakkeskindet på vildsvinet og knuser ubesværet halshvirvlerne med et tryk fra de kraftfulde kæber. Tigeren fastholder grebet og sikrer sig, at byttet er helt dødt, før det slippes, for en såret og aggressiv vildsvineorne kan være meget farlig. Dens hjørnetænder er et uhyggeligt effektivt forsvarsvåben og kan forårsage dødelige sår hos en uforsigtig tiger.
Vildsvinet spises ikke på dette sted. Det 250 kilo tunge bytte bæres med lethed hen til en forladt hule et par hundrede meter væk. Her kan det ligge gemt af vejen, så andre rovdyr ikke finder det. Tigeren kan så i ro og mag fortære det i løbet af de næste par dage.
Ovenstående beskrivelse er ikke en rigtig beretning, men beskriver hvordan en amurtigers jagt og fangst kunne have udspillet sig i Sikhote-Alin-bjergene i det sydøstlige Rusland. Dette er et af de få steder i verden, hvor der endnu lever vilde amurtigere.
Amurtigeren, eller den sibiriske tiger som den blev kaldt tidligere, er den største af de fem nulevende underarter af tiger. Den kan veje op til 300 kg og blive mere end tre meter lang.
Amurtigeren lever i området som tidligere hed Manchuriet, hvor bl.a. Amurfloden løber igennem. Området som dækker de østligste egne af Rusland, Mongoliet og Kina og den vestlige del af Nordkorea.
Udover størrelsen adskiller amurtigeren sig fra de andre tigere ved at have en generel lysere gul farve og færre striber, som oftest er mørkebrune i stedet for sorte. Den meget tykke og lange vinterpels er også unik - den er en tilpasning til at kunne modstå de meget lave temperaturer som findes i disse kinesiske og russiske skovområder.
Lever alene
Ligesom de andre katte i dette område: amurleopard, los og leopardkat, jager amurtigeren alene i velafgrænsede og forsvarede territorier. Amurtigeren har behov for et stort territorium for at finde føde nok, og hannens territorium kan dække et område på størrelse med Lolland (ca. 1000 km2 ). Det overlapper dog som regel med flere af hunnernes mindre territorier og på denne måde kan hannen få adgang til flere parringsvillge hunner.
For at kunne forsvare og opretholde disse store territorier, afmærker tigrene området med både visuelle og duftmarkeringer
Duftmarkering med urin eller afføring er en vigtig del af territorieafmærkningen. Som vi kender det fra huskatten, afsættes duftmarkeringerne på træer og andre lodrette overflader ved at dyret vender bagenden til, løfter halen og sprøjter urinen bagud. På denne måde sidder duftmarkeringen i næsehøjde for den næste tiger, der kommer forbi. Urinen indeholder feromoner, hormoner og andre stoffer, som er med til at give markeringen en unik duft. Disse stoffer er forskellige fra tiger til tiger og fungerer derfor som et slags visitkort, hvor informationer om, hvem der har markeret og hvornår, er tilgængelig for de andre tigere i området.
Kradsemærker fungerer også som markeringer af territoriegrænser. Disse laves ved at kradse dybe riller i barken på træerne med de skarpe kløer. Samtidig afsættes duftstoffer fra små kirtler på forpoterne. Kradsemærkerne fungerer således både som visuelle og som duftmarkeringer. Det samme gælder de små forhøjninger på jorden, som laves ved at tigeren skraber jord sammen med bagbenene og derpå efterlader enten urin eller afføring på toppen.
Finde hinanden
De forskellige markeringer er med til at sikre, at tigrene ved, hvor de andre tigere er, og på den måde kan sikre sig, at der ikke kommer fremmede ind i territoriet. Hunnerne kan dog også bruge markeringerne til at lokke en han ind i territoriet. Når hunnen kommer i brunst, udskiller hun nemlig bestemte duftstoffer i urinen og kan på denne måde annoncere, at hun er klar til at parre sig. Dette sker i de koldeste måneder af året fra december til februar.
Udover duftmarkeringerne, vil hunnen også forsøge at lokke hannen til med serier af gentagne dybe brøl. Brølene kan høres mange kilometer væk, og hannerne vil besvare brølene, når de hører dem. De russiske skove kan derfor i disse kolde og mørke vintermåneder genlyde af dybe og nærmest lidt uhyggelige, kald fra de kæmpe dyr.
Når hannen finder en hun i brunst, nærmer han sig forsigtigt. Hvis hun ikke er helt klar til at blive parret, kan hun nemlig være meget aggressiv. Men hvis hun er klar, indledes en lang række forskellige former for kurtiseringsadfærd, bl.a. pruste- og brummelyde og ”kindgnubning”. Dette er med til at dæmpe hunnens aggressivitet, så hannen kan initiere parringen. I løbet af de næste 7-14 dage bliver hannen omkring hunnen, og han vil parre hende mange gange, i nogle tilfælde mere end 100 gange! De gentagne parringer er med til at sikre en succesfuld befrugtning. Samtidig forhindres det, at en anden han kommer og parrer hunnen og dermed mindsker den første hans chance for at bringe sine gener videre. Hvis ikke det lykkes for hannen at befrugte hunnen, eller hvis hun aborterer kuldet, vil hun komme i brunst igen efter kun fem uger, og han har således mulighed for at prøve igen.
Efter en drægtighedsperiode på 14-15 uger føder hunnen typisk 1-3 unger. Ungerne fødes i en klippehule eller under rødderne på et gammelt træ. Det er vigtigt, at ungerne beskyttes godt, for andre tigere eller bjørne udgør en stor trussel. I de første 6-8 uger bliver ungerne i reden, men herefter kommer de så småt frem og tager den nye og store verden i besiddelse. Efter omkring 4 måneder er de blevet så store, at de kan begynde at gå med moderen på jagt.
At nedlægge og dræbe et bytte er en træningssag og ungerne skal øve sig meget, før de kan klare sig selv. Det kræver styrke og hurtighed, og det er bestemt ikke ufarligt. De store hjorte, som er et populært bytte hos tigeren, kan sagtens dræbe en ung tiger med et spark fra bagbenene. I starten, når ungerne stadig er små, fanger moderen primært mindre byttedyr, som harer og fugle.
Når ungerne er ca. 18 måneder gamle, er deres store hjørnetænder helt udvokset og ungerne begynder nu at jage selv. Men det er først, når de er 2 år, måske endda 3 år, at de forlader moderen helt for at finde og etablere deres egne territorier. Amurtigere lever til de er omkring 15-16 år.
Tigeren er truet
Amurtigeren er på den internationale liste over truede dyr. Der er kun knap 400 individer tilbage i verden.
Amurtigerens største trusler er krybskytteri og fældning af skovområderne, som den og dens byttedyr lever i.
I de fattige egne i det østlige Rusland er tømmer en vigtig indtægtskilde. Derfor er skovhugsten forøget i takt med den kraftige befolkningsvækst gennem de sidste 20-30 år. Dette går hårdt ud over tigrene, som er afhængige af store territorier med den rigtige type natur og tilpas mange byttedyr. De store tømmerfirmaer laver nye veje ind i skovene for at kunne transportere træet ud. Den øgede trafik forstyrrer tigrene, og samtidig formindskes deres territorier og fødegrundlaget forringes, fordi byttedyrene også forsvinder.
Derudover kan de nyanlagte veje bruges af krybskytter, der på denne måde nemmere og hurtigere kan få adgang til de før utilgængelige områder.
Mange internationale naturbevarelsesorganisationer arbejder verden over for at bevare amurtigeren og dens levesteder. En fortsat bekæmpelse af krybskytteri og en øget kontrol og regulering af skovhugsten, kan forhåbentlig være med til at øge chancerne for at bevare verdens største kat.
De seneste undersøgelser viser, at antallet af amurtigere i Rusland har været uændret de sidste ti år. Så måske er indsatsen begyndt at have sin effekt, og måske vil vi fremover stadig kunne opleve den store gul-og-brunstribede kat liste sig lydløst rundt i skovene i Rusland på jagt efter vildsvin…
(udgivet i ZooNyt nr. 4 2009)
Tigeren lister tættere på i delvis dækning af det spredte buskads. Vildsvinet kigger op, men tigerens striber udgør en perfekt camouflage, og det er umuligt at se den næsten tre meter lange muskuløse krop. Vildsvinet vender sig om for at spise videre, og med det samme angriber tigeren. I tre hurtige spring tilbagelægger den de sidste 25 meter. De fleksible forpoter med de skarpe kløer drejes indad, tigeren griber fast om bagenden på vildsvinet og vælter det om på siden. De næsten otte cm lange hjørnetænder gennemborer nakkeskindet på vildsvinet og knuser ubesværet halshvirvlerne med et tryk fra de kraftfulde kæber. Tigeren fastholder grebet og sikrer sig, at byttet er helt dødt, før det slippes, for en såret og aggressiv vildsvineorne kan være meget farlig. Dens hjørnetænder er et uhyggeligt effektivt forsvarsvåben og kan forårsage dødelige sår hos en uforsigtig tiger.
Vildsvinet spises ikke på dette sted. Det 250 kilo tunge bytte bæres med lethed hen til en forladt hule et par hundrede meter væk. Her kan det ligge gemt af vejen, så andre rovdyr ikke finder det. Tigeren kan så i ro og mag fortære det i løbet af de næste par dage.
Ovenstående beskrivelse er ikke en rigtig beretning, men beskriver hvordan en amurtigers jagt og fangst kunne have udspillet sig i Sikhote-Alin-bjergene i det sydøstlige Rusland. Dette er et af de få steder i verden, hvor der endnu lever vilde amurtigere.
Amurtigeren, eller den sibiriske tiger som den blev kaldt tidligere, er den største af de fem nulevende underarter af tiger. Den kan veje op til 300 kg og blive mere end tre meter lang.
Amurtigeren lever i området som tidligere hed Manchuriet, hvor bl.a. Amurfloden løber igennem. Området som dækker de østligste egne af Rusland, Mongoliet og Kina og den vestlige del af Nordkorea.
Udover størrelsen adskiller amurtigeren sig fra de andre tigere ved at have en generel lysere gul farve og færre striber, som oftest er mørkebrune i stedet for sorte. Den meget tykke og lange vinterpels er også unik - den er en tilpasning til at kunne modstå de meget lave temperaturer som findes i disse kinesiske og russiske skovområder.
Lever alene
Ligesom de andre katte i dette område: amurleopard, los og leopardkat, jager amurtigeren alene i velafgrænsede og forsvarede territorier. Amurtigeren har behov for et stort territorium for at finde føde nok, og hannens territorium kan dække et område på størrelse med Lolland (ca. 1000 km2 ). Det overlapper dog som regel med flere af hunnernes mindre territorier og på denne måde kan hannen få adgang til flere parringsvillge hunner.
For at kunne forsvare og opretholde disse store territorier, afmærker tigrene området med både visuelle og duftmarkeringer
Duftmarkering med urin eller afføring er en vigtig del af territorieafmærkningen. Som vi kender det fra huskatten, afsættes duftmarkeringerne på træer og andre lodrette overflader ved at dyret vender bagenden til, løfter halen og sprøjter urinen bagud. På denne måde sidder duftmarkeringen i næsehøjde for den næste tiger, der kommer forbi. Urinen indeholder feromoner, hormoner og andre stoffer, som er med til at give markeringen en unik duft. Disse stoffer er forskellige fra tiger til tiger og fungerer derfor som et slags visitkort, hvor informationer om, hvem der har markeret og hvornår, er tilgængelig for de andre tigere i området.
Kradsemærker fungerer også som markeringer af territoriegrænser. Disse laves ved at kradse dybe riller i barken på træerne med de skarpe kløer. Samtidig afsættes duftstoffer fra små kirtler på forpoterne. Kradsemærkerne fungerer således både som visuelle og som duftmarkeringer. Det samme gælder de små forhøjninger på jorden, som laves ved at tigeren skraber jord sammen med bagbenene og derpå efterlader enten urin eller afføring på toppen.
Finde hinanden
De forskellige markeringer er med til at sikre, at tigrene ved, hvor de andre tigere er, og på den måde kan sikre sig, at der ikke kommer fremmede ind i territoriet. Hunnerne kan dog også bruge markeringerne til at lokke en han ind i territoriet. Når hunnen kommer i brunst, udskiller hun nemlig bestemte duftstoffer i urinen og kan på denne måde annoncere, at hun er klar til at parre sig. Dette sker i de koldeste måneder af året fra december til februar.
Udover duftmarkeringerne, vil hunnen også forsøge at lokke hannen til med serier af gentagne dybe brøl. Brølene kan høres mange kilometer væk, og hannerne vil besvare brølene, når de hører dem. De russiske skove kan derfor i disse kolde og mørke vintermåneder genlyde af dybe og nærmest lidt uhyggelige, kald fra de kæmpe dyr.
Når hannen finder en hun i brunst, nærmer han sig forsigtigt. Hvis hun ikke er helt klar til at blive parret, kan hun nemlig være meget aggressiv. Men hvis hun er klar, indledes en lang række forskellige former for kurtiseringsadfærd, bl.a. pruste- og brummelyde og ”kindgnubning”. Dette er med til at dæmpe hunnens aggressivitet, så hannen kan initiere parringen. I løbet af de næste 7-14 dage bliver hannen omkring hunnen, og han vil parre hende mange gange, i nogle tilfælde mere end 100 gange! De gentagne parringer er med til at sikre en succesfuld befrugtning. Samtidig forhindres det, at en anden han kommer og parrer hunnen og dermed mindsker den første hans chance for at bringe sine gener videre. Hvis ikke det lykkes for hannen at befrugte hunnen, eller hvis hun aborterer kuldet, vil hun komme i brunst igen efter kun fem uger, og han har således mulighed for at prøve igen.
Efter en drægtighedsperiode på 14-15 uger føder hunnen typisk 1-3 unger. Ungerne fødes i en klippehule eller under rødderne på et gammelt træ. Det er vigtigt, at ungerne beskyttes godt, for andre tigere eller bjørne udgør en stor trussel. I de første 6-8 uger bliver ungerne i reden, men herefter kommer de så småt frem og tager den nye og store verden i besiddelse. Efter omkring 4 måneder er de blevet så store, at de kan begynde at gå med moderen på jagt.
At nedlægge og dræbe et bytte er en træningssag og ungerne skal øve sig meget, før de kan klare sig selv. Det kræver styrke og hurtighed, og det er bestemt ikke ufarligt. De store hjorte, som er et populært bytte hos tigeren, kan sagtens dræbe en ung tiger med et spark fra bagbenene. I starten, når ungerne stadig er små, fanger moderen primært mindre byttedyr, som harer og fugle.
Når ungerne er ca. 18 måneder gamle, er deres store hjørnetænder helt udvokset og ungerne begynder nu at jage selv. Men det er først, når de er 2 år, måske endda 3 år, at de forlader moderen helt for at finde og etablere deres egne territorier. Amurtigere lever til de er omkring 15-16 år.
Tigeren er truet
Amurtigeren er på den internationale liste over truede dyr. Der er kun knap 400 individer tilbage i verden.
Amurtigerens største trusler er krybskytteri og fældning af skovområderne, som den og dens byttedyr lever i.
I de fattige egne i det østlige Rusland er tømmer en vigtig indtægtskilde. Derfor er skovhugsten forøget i takt med den kraftige befolkningsvækst gennem de sidste 20-30 år. Dette går hårdt ud over tigrene, som er afhængige af store territorier med den rigtige type natur og tilpas mange byttedyr. De store tømmerfirmaer laver nye veje ind i skovene for at kunne transportere træet ud. Den øgede trafik forstyrrer tigrene, og samtidig formindskes deres territorier og fødegrundlaget forringes, fordi byttedyrene også forsvinder.
Derudover kan de nyanlagte veje bruges af krybskytter, der på denne måde nemmere og hurtigere kan få adgang til de før utilgængelige områder.
Mange internationale naturbevarelsesorganisationer arbejder verden over for at bevare amurtigeren og dens levesteder. En fortsat bekæmpelse af krybskytteri og en øget kontrol og regulering af skovhugsten, kan forhåbentlig være med til at øge chancerne for at bevare verdens største kat.
De seneste undersøgelser viser, at antallet af amurtigere i Rusland har været uændret de sidste ti år. Så måske er indsatsen begyndt at have sin effekt, og måske vil vi fremover stadig kunne opleve den store gul-og-brunstribede kat liste sig lydløst rundt i skovene i Rusland på jagt efter vildsvin…
(udgivet i ZooNyt nr. 4 2009)
Abonner på:
Opslag (Atom)