Verdens største kat

Lydløst lister den store kat sig tættere på vildsvinet, som står bag en lille gruppe træer i et skovområde i det østligste Rusland langs grænsen til Kina. Tigeren kan endnu ikke se vildsvinet, men dens følsomme lugtesans har for længst opfanget den karakteristiske lugt og i samspil med en ekstremt veludviklet høresans, ved tigeren nøjagtigt, hvor vildsvinet befinder sig, selvom det er næsten 30 meter væk.
Tigeren lister tættere på i delvis dækning af det spredte buskads. Vildsvinet kigger op, men tigerens striber udgør en perfekt camouflage, og det er umuligt at se den næsten tre meter lange muskuløse krop. Vildsvinet vender sig om for at spise videre, og med det samme angriber tigeren. I tre hurtige spring tilbagelægger den de sidste 25 meter. De fleksible forpoter med de skarpe kløer drejes indad, tigeren griber fast om bagenden på vildsvinet og vælter det om på siden. De næsten otte cm lange hjørnetænder gennemborer nakkeskindet på vildsvinet og knuser ubesværet halshvirvlerne med et tryk fra de kraftfulde kæber. Tigeren fastholder grebet og sikrer sig, at byttet er helt dødt, før det slippes, for en såret og aggressiv vildsvineorne kan være meget farlig. Dens hjørnetænder er et uhyggeligt effektivt forsvarsvåben og kan forårsage dødelige sår hos en uforsigtig tiger.
Vildsvinet spises ikke på dette sted. Det 250 kilo tunge bytte bæres med lethed hen til en forladt hule et par hundrede meter væk. Her kan det ligge gemt af vejen, så andre rovdyr ikke finder det. Tigeren kan så i ro og mag fortære det i løbet af de næste par dage.

Ovenstående beskrivelse er ikke en rigtig beretning, men beskriver hvordan en amurtigers jagt og fangst kunne have udspillet sig i Sikhote-Alin-bjergene i det sydøstlige Rusland. Dette er et af de få steder i verden, hvor der endnu lever vilde amurtigere.
Amurtigeren, eller den sibiriske tiger som den blev kaldt tidligere, er den største af de fem nulevende underarter af tiger. Den kan veje op til 300 kg og blive mere end tre meter lang.
Amurtigeren lever i området som tidligere hed Manchuriet, hvor bl.a. Amurfloden løber igennem. Området som dækker de østligste egne af Rusland, Mongoliet og Kina og den vestlige del af Nordkorea.

Udover størrelsen adskiller amurtigeren sig fra de andre tigere ved at have en generel lysere gul farve og færre striber, som oftest er mørkebrune i stedet for sorte. Den meget tykke og lange vinterpels er også unik - den er en tilpasning til at kunne modstå de meget lave temperaturer som findes i disse kinesiske og russiske skovområder.

Lever alene

Ligesom de andre katte i dette område: amurleopard, los og leopardkat, jager amurtigeren alene i velafgrænsede og forsvarede territorier. Amurtigeren har behov for et stort territorium for at finde føde nok, og hannens territorium kan dække et område på størrelse med Lolland (ca. 1000 km2 ). Det overlapper dog som regel med flere af hunnernes mindre territorier og på denne måde kan hannen få adgang til flere parringsvillge hunner.

For at kunne forsvare og opretholde disse store territorier, afmærker tigrene området med både visuelle og duftmarkeringer
Duftmarkering med urin eller afføring er en vigtig del af territorieafmærkningen. Som vi kender det fra huskatten, afsættes duftmarkeringerne på træer og andre lodrette overflader ved at dyret vender bagenden til, løfter halen og sprøjter urinen bagud. På denne måde sidder duftmarkeringen i næsehøjde for den næste tiger, der kommer forbi. Urinen indeholder feromoner, hormoner og andre stoffer, som er med til at give markeringen en unik duft. Disse stoffer er forskellige fra tiger til tiger og fungerer derfor som et slags visitkort, hvor informationer om, hvem der har markeret og hvornår, er tilgængelig for de andre tigere i området.
Kradsemærker fungerer også som markeringer af territoriegrænser. Disse laves ved at kradse dybe riller i barken på træerne med de skarpe kløer. Samtidig afsættes duftstoffer fra små kirtler på forpoterne. Kradsemærkerne fungerer således både som visuelle og som duftmarkeringer. Det samme gælder de små forhøjninger på jorden, som laves ved at tigeren skraber jord sammen med bagbenene og derpå efterlader enten urin eller afføring på toppen.

Finde hinanden

De forskellige markeringer er med til at sikre, at tigrene ved, hvor de andre tigere er, og på den måde kan sikre sig, at der ikke kommer fremmede ind i territoriet. Hunnerne kan dog også bruge markeringerne til at lokke en han ind i territoriet. Når hunnen kommer i brunst, udskiller hun nemlig bestemte duftstoffer i urinen og kan på denne måde annoncere, at hun er klar til at parre sig. Dette sker i de koldeste måneder af året fra december til februar.
Udover duftmarkeringerne, vil hunnen også forsøge at lokke hannen til med serier af gentagne dybe brøl. Brølene kan høres mange kilometer væk, og hannerne vil besvare brølene, når de hører dem. De russiske skove kan derfor i disse kolde og mørke vintermåneder genlyde af dybe og nærmest lidt uhyggelige, kald fra de kæmpe dyr.
Når hannen finder en hun i brunst, nærmer han sig forsigtigt. Hvis hun ikke er helt klar til at blive parret, kan hun nemlig være meget aggressiv. Men hvis hun er klar, indledes en lang række forskellige former for kurtiseringsadfærd, bl.a. pruste- og brummelyde og ”kindgnubning”. Dette er med til at dæmpe hunnens aggressivitet, så hannen kan initiere parringen. I løbet af de næste 7-14 dage bliver hannen omkring hunnen, og han vil parre hende mange gange, i nogle tilfælde mere end 100 gange! De gentagne parringer er med til at sikre en succesfuld befrugtning. Samtidig forhindres det, at en anden han kommer og parrer hunnen og dermed mindsker den første hans chance for at bringe sine gener videre. Hvis ikke det lykkes for hannen at befrugte hunnen, eller hvis hun aborterer kuldet, vil hun komme i brunst igen efter kun fem uger, og han har således mulighed for at prøve igen.

Efter en drægtighedsperiode på 14-15 uger føder hunnen typisk 1-3 unger. Ungerne fødes i en klippehule eller under rødderne på et gammelt træ. Det er vigtigt, at ungerne beskyttes godt, for andre tigere eller bjørne udgør en stor trussel. I de første 6-8 uger bliver ungerne i reden, men herefter kommer de så småt frem og tager den nye og store verden i besiddelse. Efter omkring 4 måneder er de blevet så store, at de kan begynde at gå med moderen på jagt.
At nedlægge og dræbe et bytte er en træningssag og ungerne skal øve sig meget, før de kan klare sig selv. Det kræver styrke og hurtighed, og det er bestemt ikke ufarligt. De store hjorte, som er et populært bytte hos tigeren, kan sagtens dræbe en ung tiger med et spark fra bagbenene. I starten, når ungerne stadig er små, fanger moderen primært mindre byttedyr, som harer og fugle.
Når ungerne er ca. 18 måneder gamle, er deres store hjørnetænder helt udvokset og ungerne begynder nu at jage selv. Men det er først, når de er 2 år, måske endda 3 år, at de forlader moderen helt for at finde og etablere deres egne territorier. Amurtigere lever til de er omkring 15-16 år.

Tigeren er truet

Amurtigeren er på den internationale liste over truede dyr. Der er kun knap 400 individer tilbage i verden.

Amurtigerens største trusler er krybskytteri og fældning af skovområderne, som den og dens byttedyr lever i.
I de fattige egne i det østlige Rusland er tømmer en vigtig indtægtskilde. Derfor er skovhugsten forøget i takt med den kraftige befolkningsvækst gennem de sidste 20-30 år. Dette går hårdt ud over tigrene, som er afhængige af store territorier med den rigtige type natur og tilpas mange byttedyr. De store tømmerfirmaer laver nye veje ind i skovene for at kunne transportere træet ud. Den øgede trafik forstyrrer tigrene, og samtidig formindskes deres territorier og fødegrundlaget forringes, fordi byttedyrene også forsvinder.
Derudover kan de nyanlagte veje bruges af krybskytter, der på denne måde nemmere og hurtigere kan få adgang til de før utilgængelige områder.
Mange internationale naturbevarelsesorganisationer arbejder verden over for at bevare amurtigeren og dens levesteder. En fortsat bekæmpelse af krybskytteri og en øget kontrol og regulering af skovhugsten, kan forhåbentlig være med til at øge chancerne for at bevare verdens største kat.

De seneste undersøgelser viser, at antallet af amurtigere i Rusland har været uændret de sidste ti år. Så måske er indsatsen begyndt at have sin effekt, og måske vil vi fremover stadig kunne opleve den store gul-og-brunstribede kat liste sig lydløst rundt i skovene i Rusland på jagt efter vildsvin…

(udgivet i ZooNyt nr. 4 2009)