Kæmpetukan

Kæmpetukanen har verdens største næb i forhold til kroppens størrelse. Op mod en tredjedel af kropslængden udgøres af det enorme farverige næb, som kun vejer 1/20 af den totale kropsvægt.

Kæmpetukanen ses oftest i små flokke i åben skov, plantager og bynære områder i den østlige del af Sydamerika.  Med en vægt på over et halvt kilo er kæmpetukanen den største af de 37 forskellige tukanarter og med det 20 cm. lange næb, måler den en halv meter fra næb til hale.

Et stort og vigtigt næb

Det farverige næb er overraskende let i forhold til størrelsen. Det består af et netværk af kalcium-rige fibre der danner en hård og skumagtig masse, hvilket gør næbbet robust, uden at det vejer særligt meget. Overfladen af næbbet er sammensat af mikroskopiske plader lavet af keratin, som er det samme materiale som negle og hår består af. Pladerne overlapper hinanden, som tegl på et tegltag, og danner hermed en meget modstandsdygtig og solid overflade.
Ny forskning viser, at næbbet har en væsentlig funktion i forbindelse med temperaturegulering. Den store overflade uden fjer og med rig blodforsyning lige under det hårde keratinlag gør, at næbbet er velegnet som varmeudvekslingsorgan. Blodforsyningen til næbbet kan reguleres og tukanen kan dermed mindske eller øge varmetabet efter behov. Når tukanen hviler sig eller sover, putter den ofte næbbet ind under de opbøjede halefjer og vinger og kan på denne måde nedsætte varmetabet endnu mere og dermed spare yderligere på energien.
Men varmeregulering er ikke den eneste funktion, som næbbet har. Selvom næbbet ikke er velegnet som egentligt forsvarsvåben, hverken mod rovdyr eller artsfæller, bruges det ofte som et slags advarselssignal til andre tukaner, som vil forsøge at trænge ind i territoriet. Ligeledes kan det signalere styrke og status indbyrdes mellem individerne i de små flokke. Sidst, men bestemt ikke mindst, er det store næb meget velegnet når tukanen skal finde mad.

Frugtplukker

I trækronerne finder tukanen den foretrukne føde, som er frugt og bær af forskellig slags. Alt plukkes effektivt med spidsen af det lange næb, der gør det muligt at nå frugter helt ude på de tynde grene, som ikke er tykke nok til at bære hele fuglens vægt.  Herefter udføres et præcisions kast, hvor bærret slynges bagud op i luften og gribes igen med munden i bunden af næbbet. De er så gode til at udføre dette kast med næbbet, at de kan kaste bær og frugt til hinanden. Dette gøres som del af en parringsleg hvor også en slags rituel brydekamp med næbbene mellem hannen og hunnen indgår. Tukanen er ikke helt vegetar. Store insekter, frøer, firben, æg og sågar små pattedyr kan godt være på menuen og her er det store næb et effektivt jagtredskab.

Små huler i træerne

Til forskel fra mange andre arter af tukaner, foretrækker kæmpetukanen åbne skovområder og kan ofte ses i nærheden af menneskelig beboelse. Den bygger rede i forholdsvis små huller i de høje træer. Redehullerne er gerne så små, at tukanen kun lige akkurat kan komme ind og for at kunne være der, må den bøje den store hale op over ryggen. I den lille hule lægger hunnen 2-4 hvide æg, som begge forældre ruger ud i de 20 dage, som rugetiden varer. Når ungerne klækkes, er de nøgne, blinde og temmelig hjælpeløse og den lille hule yder god beskyttelse mod rovdyr. De udvikler sig meget langsomt og begge forældre må passe ungerne i seks uger, før de flyvefærdige unger kan forlade reden. Men det tager op til tre måneder før næbbet er fuldt udvokset. Kæmpetukaner har en levetid på ca. 10 år.

Kan høres i skoven

Til trods for det iøjenfaldende næb er tukanen forbløffende svær at få øje på i trækronerne. Til gengæld kan den høres. Et højlydt monotont skrig, som kan høres op til en kilometer væk, er det, som afslører tukanen i træerne. Den flyver ikke lange strækninger - flyveturen bruges som regel kun til at komme fra det ene træ til det andet. Tukanen er yderst adræt i de tætte trækroner, hvor de kraftige ben og store kløer gør det nemt, at hoppe fra gren til gren.

I kontakt med ånderne

Hos nogle indianerstammer i Sydamerika betragtes kæmpetukanen som et symbol på den åndelige verden og afbilledes ofte på stammernes totemmer for at illustrere forbindelsen til forfædrene. Medicinmanden menes at kunne forvandle sig til en tukan og på denne måde være i stand til at flyve til åndernes verden. I nogle tilfælde kan fuglen også repræsentere en ond ånd og nybagte fædre må ikke røre eller spise kød fra en tukan, da det nyfødte barn hermed kan få en forbandelse.

(udgivet i ZooNyt nr. 3 2010)